Danmark har fået en ny stor popcrooner – Emil Otto.
Opvokset i Ry nær Skanderborg tog Emil Otto Danmark med storm i september 2022 med debutudgivelsen Ain’t Love a Beautiful Thing. Albummet blev udnævnt til Ugens Album på DR P8 Jazz og senere nomineret i kategorien Årets Vokaljazzudgivelse ved Danish Music Awards. Siden da har Emil Otto optrådt og turneret med flere store bigbands, bl.a. det Grammy-nominerede Nordkraft Big Band, i samarbejde med skuespiller Merete Mærkedahl. Samtidig har hans musik opnået massiv rotation på flere af DR’s radiokanaler. Den unge sanger omtales ofte som et moderne og originalt bud på en nutidig storcrooner i stil med Michael Bublé.
“…I min optik har Emil Otto begået en banebrydende, betydningsfuld og vanvittig ambitiøs debutplade.“ - ★★★★★ LOFTsKAMMER
Den unge, fremadstormende sanger, pianist, sangskriver og komponist er en komplet entertainer med en sjælden alsidighed. Med sin varme, karismatiske vokal og stærke historiefortælling forener han – trods sin unge alder – dyb respekt for den amerikanske crooner-tradition med moderne og gedigent popsnedkeri.
“…debutanten Emil Otto starter ud i høj klasse. Det er en vellykket croonerplade om mislykket kærlighed og om håb.” - JAZZNYT
Emil Otto mestrer desuden en klaverstil ud over det sædvanlige. Efter ophold i New Orleans og studier hos klaverfænomenet Carl Sonny Leyland kombinerer han stride piano, boogie og rhumba i et originalt og medrivende udtryk.
“... en både moden og traditionsbundet eventyrer, som ikke bare synger eminent, men også med sikker sans for musikken betjener klaveret … Debutantens sikkerhed er ikke desto mindre imponerende. Hans potentiale dybt fascinerende.” - ★★★★ Ivan Rod