Led Zeppelin Jam
Der
er kopibands, og der er Led Zeppelin Jam. Landets måske bedste af
slagsen og et af de mest sejlivede.
Helt tilbage i 1989 - før
kopibands blev et hverdagssyn i dansk musik - begyndte radioværten
Alex Nyborg Madsen og bandet at stille den værste sult hos et
stort rockpublikum.
Et af verdens største rockbands igennem
tiderne var naturligvis hårdt savnet af mange rockfans, også
herhjemme. De var selvfølgelig klar over, at de aldrig ville kunne
få den rigtige vare, da Led Zeppelins trommeslager, John Bonham,
døde i 1980, men erstatningen var ikke så tosset endda. Faktisk gik
der ikke længe, før Led Zeppelin Jam blev mødt af lutter røde
lygter, hvor end gruppen optrådte. Musikerne lagde dog aldrig skjul
på, at det var et fritidsprojekt, et sjovt frikvarter midt imellem
andre opgaver.
Gruppen udgav en live-cd, Live 10/1-94 (1994),
og koncentrerede sig ellers om at give koncerter, men i efteråret
1999 besluttede musikerne at stoppe, mens legen var god. Den
beslutning blev ikke vel modtaget hos publikum, som krævede at se og
høre Led Zeppelin Jam. De fleste var enige om, at den musikalske
udførelse næppe kunne komme tættere på det originale band, og at
gruppen i Alex Nyborg Madsen havde en forsanger, som i den grad
kendte sin Zeppelin-historie.
Men et nej var et nej... lige
indtil der i foråret 2004 kom en opfordring fra en af gruppens
trofaste fans. Han spurgte høfligt, om gruppen ville optræde til en
stor fest, han ville holde forud for sit kommende bryllup.
Den
var svær at sige nej til, for den trofaste fan var såmænd
Kronprins Frederik, som gerne så gruppen optræde ved det store
Rock´N´Royal-show i Parken i København den 7. maj 2004. Det blev
startskuddet til et fornyet samarbejde, og Led Zeppelin Jam fortolker
gerne den dag i dag et af historiens bedste sangkataloger i den
hårdere ende af rockspektret.
Ønsker du priser på Led Zeppelin Jam er du velkommen til at ringe eller sende en mail, hvor du beskriver dit arrangement og vi vil vende tilbage med priser på Led Zeppelin Jam.
For booking af Led Zeppelin Jam ring til Bookinghuset på tlf. 75910086